Home  

August 2002

Møn
Desværre begyndte min ferie 2/8 ikke som planlagt, da jeg ikke havde fået min CombiCamp tilbage fra CC Camping & Marine til tiden. Det havde vist sig at den var utæt, og den var nu på fabrikken for 2. gang for at blive imprægneret.

I ventetiden tog jeg og en veninde på en tur til Møn, hvor vi havde lejet en hytte på Møns Familiecamping (nr. 181 i Camping Danmark 2002). Det var en ny og fin hytte, som var rigelig stor til 2 voksne. En fin plads, bortset fra at der til tider ikke var noget varmt vand. Til underholdning for de besøgende børn og unge var der bl.a. 2 trampoliner, som de brugte fra morgen til aften. Og så siger man at børn ikke gider bevæge sig!

Da min veninde stammer fra Møn, var vi rundt for at kikke på barndomsminder. Bl.a. Damsholte kirke, hvor noget af det der gjorde størst indtryk var kapellet, der er lavet som en gravhøj. Det har jeg ikke set før. 

  

Vi var også inde på Fanefjord kirke, hvor der er mange flotte kalkmalerier. Vi var naturligvis også på Møns klint, men som sædvanlig når jeg er der, var det for diset til at se ret meget.

  
Når jeg er på tur syntes jeg det er sjovt at prøve at gå i biografen, mest for at se hvordan de ser ud i forhold til de københavnske. I Stege bliver biografen brugt til andet end fremvisning af film. Mellem forreste række stole og lærredet er der et tomt gulvareal der  bliver brugt som scene ved  koncerter. Se mere om Stege Bio her

  Biografstolene er fine at sidde i, og der er som sagt god afstand til lærredet, selv om man sidder på første række.

 

I Stege har de også en god lille vinhandel "Luffes Gård". Her fik vi et par gode flasker rødvin, og prøvesmagte også hans glimrende rosè. Det endte med at vi også købte gaven til en kommende 40 års fødselsdag. Vinhandleren havde fundet på at pakke 6 flasker vin, der passede til en 5-retters menu. 

Ja, der er mange lyksaligheder i Stege. For eksempel findes der også en rigtig herrefrisør hvor man kan blive klippet for kun 120 kr.

For sjov skyld kikkede jeg også på huspriser, men 780.000 kr. for 97 m2 fra 1901 er nu for dyrt når ens arbejdsplads ligger i København.

 
Kongsøre Camping

Torsdag den 8. august var CombiCampen endelig klar. Jeg lagde ud med et par dage  på Kongsøre Camping (145) som ligger ved Lammefjorden. På denne tid af året er der ikke så mange gæster på hverdagene, så jeg fik mig en plads med en fantastisk udsigt over engen. Bøfferne gik og græssede, og om aftenen var der harer der legede på engen. Som en perfekt afslutning på dagene gik en rød sol ned over skoven i det fjerne.

Lige ved siden af campingpladsen ligger der en lille kro. Her kan man få en udmærket gang dagens ret til 45 kr. + en øl til 13 kr. Det kan man dårligt gøre billigere selv.

Før jeg fik CombiCamp havde jeg sommerhus i nærheden af Vesterlyng i Sejerøbugten. Da jeg kun var 40 km derfra, var jeg lige er smut forbi min gamle badestrand, for at konstatere at alt netop var ved det gamle. Hestene og køerne står stadig på kørebanen, så man må ud af bilen for at jage dem væk.

 
Møn igen
Efter at have været hjemme nogle dage tog jeg igen til Møn for at opleve camping ved vandet. Det blev
Ulvshale Camping (183), men desværre fik jeg placeret mig lige der hvor folk går til og fra fællesfaciliteterne. Det var dumt gjort, for jeg foretrækker normalt et fredeligt hjørne, hvor der ikke er så meget trafik.

     
Ulvshale Camping kl. 07.00

Derudover var der mange myg, og det meste af tiden kunne man lugte den megen tang der lå på stranden. Jeg var også en tur på  Vindebæk strand hvor de samme forhold gjorde sig gældende.

Bad og toilet var dog i orden. Det er nu rart ikke at skulle stå med mønter, og stresse for at nå at blive færdig på 3-4 minutter. Jeg betaler gerne 10 -15 kroner for slippe for denne stress-faktor.